Nyt fra KL  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏
      Logo

KL's EU-nyhedsbrev - Marts 2026

Foråret er på vej. Sne og frost er endelig ved at slippe sit tag, og vintergækkerne titter frem. Det er med andre ord tid til at se fremad – ikke mindst mod det, der rører sig på EU-dagsordenen. Vi sender derfor årets første nyhedsbrev, hvor vi giver dig et overblik over de vigtigste EU-dagsordener med betydning for kommuner. 
 
Efter et travlt efterår 2025 med det danske EU-formandskab, så gav Danmark den 1. januar 2026 stafetten videre til Cypern, og vi gennemgår her, hvad det cypriotiske EU-formandskab prioriterer.  
 
Årets første plenarforsamling i Regionsudvalget fandt sted den 4.–5. marts 2026 i Bruxelles. Fra KL’s side var der særligt fokus på forslaget til EU’s budget for 2028-2034, direktiverne om offentlige udbud og EU’s strategi for vandresiliens. Flere udtalelser, der tydeliggør kommunale og regionale perspektiver på Kommissionens forslag, blev vedtaget. Det kan du læse mere om her i nyhedsbrevet.  
 
Derudover kan du også læse om EU’s plan for økonomisk overkommelige boliger, som er en vigtig sag for de danske kommuner.  
 
Rigtig god læselyst!  
 
Du er naturligvis velkommen til at kontakte KL’s EU-team, hvis du har spørgsmål. Kontaktoplysninger findes nederst i nyhedsbrevet. Hvis du kender andre, som ønsker at modtage KL´s EU-nyhedsbrev, så skriv gerne en mail til asf@kl.dk, så de kan komme på mail-listen

Cyperns EU-formandskab i første halvår af 2026

Den 1. januar 2026 overtog Cypern EU’s rådsformandsskab fra Danmark. Det cypriotiske formandskab er det tredje og dermed det sidste i den nuværende formandskabs-trio, der består af Polen, der havde formandskabet i 1.halvår af 2025 og Danmark, der som bekendt havde formandskabet i andet halvår af 2025.  
 
Det cypriotiske formandskab bygger ovenpå det danske, hvorfor det er relevant at have overblik over, hvad det cypriotiske formandskab har på dagsordenen.
 
Cypern overtager formandskabet i en tid med fortsat geopolitisk usikkerhed, herunder krigen i Ukraine, pres på EU’s grænser og behov for, at både økonomi og modstandskraft skal styrkes i Europa. Samtidig er EU i gang med at forberede sig på store beslutninger om sit fremtidige budget og om, hvordan Unionen skal håndtere klimaudfordringer, migration og teknologisk udvikling.  
 
Cyperns EU-formandskab har fokus på at skabe fremdrift i forhandlingerne om EU’s budget for 2028-34. Der lægges samtidig vægt på at styrke samarbejdet mellem medlemslandene og EU’s globale partnerskaber. Derudover er klimatilpasning og vandresiliens fremhævet som en del af formandskabets hovedprioriteter.
 
 

Forhandlingerne om EU’s kommende flerårige budget for 2028–2034 er i fuld gang

EU-Kommissionen præsenterede den 16. juli 2025 sit udspil til EU’s fremtidige budget for 2028-2034, som også kaldes for den flerårige finansielle ramme (FFR), og fastlægger de overordnede økonomiske rammer og prioriteringer for perioden 2028-2034.  
 
Kommissionens forslag lægger op til at ændre opbygningen af den flerårige finansielle ramme markant med en helt ny model for at udmønte EU’s strukturfondsmidler. Kommissionen foreslår, at strukturfondsmidlerne puljes sammen med midlerne til fiskeri, turisme og landbrug i et helt nyt initiativ: Nationale og Regionale Partnerskabsplaner (NRPP).  
 
Kommissionens forslag om at ændre budgettets struktur har ført til væsentlig kritik fra kommuner og regioner over hele Europa, som frygter øget centralisering og svækkelse af EU’s samhørighedspolitik.  
 
På Regionsudvalgets plenarforsamling den 4. marts 2026 blev en udtalelse om FFR vedtaget.  
 
Regionsudvalget foreslår blandt andet, at budgettet skal sikre en stabil, forudsigelig og tilstrækkelig finansiering af samhørighedspolitikken i hele programmeringsperioden. Regionsudvalget understreger desuden, at samhørighedspolitikken ikke må opsplittes eller sammenlægges med andre centralt eller nationalt forvaltede instrumenter. Dertil foreslås det, at Regionsudvalget indgår i den formaliserede dialog med Kommissionen om den årlige fordeling af EU-midler i den nye struktur.  
 
I KL følger vi sagen tæt og arbejder aktivt for at styrke kommunernes rolle i de nationale og regionale partnerskabsplaner. KL arbejder bl.a. for, at EU’s fremtidige budget for 2028-34 vil understøtte lokal forankring, og KL advarer derfor mod en øget centralisering af strukturfondsmidlerne og andre kommunerelevante programmer i de nationale og regionale partnerskabsplaner. Desuden støtter KL op om videreførelsen af de konkurrenceudsatte fonde, som danske kommuner har haft positive erfaringer med i indeværende programperiode.
 
 

Revision af direktiverne om offentlig udbud

EU’s nuværende udbudsdirektiver fra 2014 skaber komplekse og tunge administrative byrder for både offentlige myndigheder og virksomheder. Det viser en evaluering foretaget af EU-Kommissionen i 2025, som konkluderer, at reglerne er for komplicerede og juridisk uklare. Derfor vil Kommissionen forenkle direktiverne om offentlige udbud, som fastsætter kravene til den proces, som en offentlig myndighed skal gennemgå, når den ønsker at indgå kontrakter med private leverandører over et vist beløb.  
 
Formålet med revisionen er at skabe et mere simpelt og fleksibelt regelsæt, som sikrer en mere effektiv og administrerbar lovgivning for offentlige myndigheder. Samtidig skal revisionen styrke Europas forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og modstandsdygtighed.  
 
Regionsudvalget har den 4. marts 2026 vedtaget en udtalelse, der giver input til Kommissionens arbejde med forslag til de nye regler og samtidig udgør udvalgets første officielle politiske holdning til revisionen. Som repræsentanter med erfaring fra kommuner og regioner bidrager udvalget med perspektiver, der kan være relevante at tage i betragtning ved revisionen af udbudsreglerne.  
 
Den danske delegation var medforslagsstiller på flere ændringsforslag med kommunal- og regionspolitikere fra forskellige lande samt politiske grupper. Ændringsforslagene fremhævede behovet for simplificering i den kommende revision af udbudsdirektiverne samt forhøjede tærskelværdierne for EU-udbud. Flere af disse mærkesager står nu tydeligere frem i udtalelsen fra Regionsudvalget.  
 
Den vedtagne udtalelse foreslår dog også, at EU bør indføre flere generelle principper i udbudsdirektiverne for at gøre reglerne simplere og mere fleksible. KL har i samarbejde med andre europæiske lande arbejdet for at nedtone disse principper i udtalelsen, da det i praksis kan risikere at føre til øget juridisk uklarhed for offentlige ordregivere samt åbne for flere annullationer og klager fra tilbudsgivere. I stedet er der behov for klare regler fra EU samt højere tærskelværdier.  
 
Revisionen af EU’s udbudsdirektiver er højt prioriteret i KL’s EU-interessevaretagelse, da reglerne har stor betydning for kommunernes opgaveløsning i forhold til offentlige indkøb. KL følger derfor sagen tæt og er i dialog med danske og europæiske interessenter med henblik på at fremme simplificering i revisionen af udbudsreglerne.
 
 

EU-strategi for vandresiliens

EU står over for stigende udfordringer på vandområdet, hvor tørke, oversvømmelser, forurening og aldrende infrastruktur kombineres med begrænsede ressourcer. EU-Kommissionen har derfor fremlagt en strategi for vandresiliens, som skal styrke Europas beskyttelse mod tørke, oversvømmelser og forurening. Strategien har fokus på genopretning af vandkredsløbet, rent drikkevand, naturbaserede løsninger, effektivt vandforbrug og bedre håndhævelse af EU’s vandregler. Den adresserer også miljøfremmede stoffer som fx PFAS og pesticider.  
 
Regionsudvalget har vedtaget en udtalelse, som støtter op om Kommissionens strategi, men også udtrykker en særlig bekymring for drikkevandet i EU, og derfor støtter initiativer til at forbedre dette. Endvidere opfordrer Regionsudvalget til, at de decentrale myndigheder inddrages systematisk for at sikre, at de lokale erfaringer afspejles i EU’s politikker vedrørende vandresiliens, klimatilpasning og bæredygtig ressourceforvaltning.  
 
Vandområdet er en kerneopgave for kommunerne, der varetager mange driftsopgaver inden for vandløb, drikkevand og naturpleje.
 
 

EU’s plan for økonomisk overkommelige boliger

Der er mangel på økonomisk overkommelige boliger i EU. Boligmanglen begrænser mobiliteten på arbejds- og uddannelsesområdet i Europa, hvilket udfordrer både samhørigheden og konkurrenceevnen, lyder det fra Kommissionen. Det er baggrunden for, at Kommissionen i december 2025 fremlagde EU’s plan for økonomisk overkommelige boliger. Boligplanens formål er at øge boligudbuddet og sætte gang i investeringer i det europæiske boligmarked.
 
Boligplanen er opdelt i fire søjler:
1)   Styrkelse af boligudbuddet
2)   Mobilisering af investeringer
3)   Muliggørelse af øjeblikkelig støtte og fremme til reformer indenfor boligområdet
4)   Støtte til de mest berørte målgrupper.
 
Planen fastslår, at boligområdet fortsat er et nationalt ansvar for medlemsstaterne. Indsatsområderne på boligmarkedet omfatter blandt andet en række delstrategier, investeringer og analyser. Enkelte områder indeholder forslag om ny EU-lovgivning, herunder om korttidsudlejning.  
 
KL har tidligere afgivet høringssvar til boligplanen, hvor KL har rejst en række bekymringer. KL vurderer blandt andet ikke, at der er behov for yderligere EU-lovgivning, som påvirker den danske boliglovgivning, da boligpolitik er en national kompetence. Samtidig understreger KL, at EU skal respektere det lokale selvstyre, og at planen ikke må skabe forhindringer eller stille øgede krav til den danske almenbolig-model.
 
 

Vil du vide mere?

Hvis du vil have yderligere information om KL’s arbejde med de ovennævnte sager og andet, kan du kontakte følgende:  
 
EU-Teamleder Annemette Frost ift. det generelle EU-arbejde.
Telefon: +45 3370 3477
Mail: ASF@kl.dk  
 
Chefkonsulent Birgit Øbakke ift. Cyperns EU-formandskab.
Telefon: +45 3370 3481
Mail: BIB@kl.dk  
 
EU-konsulent Oliver Cipek Jørgensen ift. EU’s kommende flerårige budget for 2028–2034, revision af direktiverne om offentlig udbud og EU’s boligpolitik.
Telefon: +32 471 95 15 03
Mail: OLCJ@kl.dk  
 
EU-konsulent Emil Elmbo Knudsen ift. EU’s strategi for vandresiliens.
Telefon: +45 3370 3353
Mail: EMEK@kl.dk